Søvn er ikke en dans på lagkage

Når man har tilbragt en passende mængde tid på et humanistisk studie, vil man opdage, at det man før betragtede som weekendberettiget, pludselig bliver hverdagens døgnrytme. Forelæsninger der først begynder om eftermiddagen indbyder til lange morgener - og aftenerne tilsvarende sene. Dette er i og for sig også udemærket, og hvordan dagen vendes kan vel være op til den enkelte person. Problemet opstår når den humanistiske døgnrytme skal forenes med arbejdslivet, der på mystisk vis sniger sig ind, når man som jeg ser visse problematikker i at leve i Århus på Statens Uddannelsesstøtte.

Igennem det meste af sommerferien har jeg arbejdet i en dejlig vuggestue i Risskov, der har været så søde at beholde mig som tilkaldevikar efter studiestart. Nu er det så blevet september, og russerne (de nye 1.års elever) drager på alkoholiserende hytteture for at komme hinandens ved. Dette har betydet undervisningsfrie dage for de gamle, og hvilken bedre måde at tilbringe disse end sammen med 1-3 årige unger der kalder på "Nida"?  Men disse dage har for alvor krævet en revision af dagenes søvnforløb.

Når vækkeuret står på 05.15 tilsniger jeg mig i løbet af morgenens ritual alle de blunde-pauser jeg kan komme til; med hårtøren, ved havregrødsindtagningen og desværre, desværre også når tidens obligatoriske knold midt på hovedet skal fikseres (frisuren som giver daglige kvaler, da den udelukker brug af cykelhjelm). I morges indså jeg at jeg burde være gået i seng tidligere, da jeg med lukkede øjne tømte en halv deodorant i håret i stedet for hårlakken. Senere på dagen, på Sommerfuglestuens badeværelse, forekom en situation jeg på ingen måde var pædagogisk eller overvågenhedsmæssigt gearet til. En toiletsituation med en 2½-årig dreng, der vælger at fremføre sin tissemand med fremskudt underliv op i hovedet på mig, imens han cool siger "hva så?". Skulle man have taget en lærerrig og hyggelig samtale med barnet omkring badeværelsepolitik? Selvfølgelig.. I stedet vælger jeg gabende at sige "det der kan jeg simpelthen ikke forholde mig til lige nu", og bliver svaret med en bar numse.   

I morgen er mødetidspunktet mere humant, men jeg tror alligevel, at jeg efter aftensmaden vil begynde at søge dyner. Så er jeg i topform til nye børneproblematikker i morgen, hvor jeg forhåbentlig atter mødes med et "der kom Nida endelig.."