Fagene skifter - fra Brecht til Saxo

Identitetskrise, præstationsangst og en undren over livets mange muligheder i almindelighed, det er hvad der dukker op på lystavlen, hvis man som jeg i disse dage forsøger sig med et par nye fodspor. Jeg er ikke ene, og jeg ved at mange vil dele min bekymring, alle der nys er udsprunget som sidefagsstuderende.
De sidste to år er blevet brugt til, at forene sig med den vej, man nu engang - og endelig - har valgt. Man forener sig med det mærkat man tildeles, men pluselig bliver den karakter man har opbygget nedbrudt og nye mennesker skal nu forholde sig til en. Det lyder muligvis en anelse overdrevet, og at begynde på et nyt studie er selvfølgelig i høj grad spændende og udfordrende. Nye mennesker giver mulighed for at starte på en frisk og en ny fredagsbar vil jo altid åbne døre. Alligevel tænker jeg mig ofte tilbage til de trygge rammer på den gamle kaserne, der huser de æstetiske fag i Århus. Som dramaturgistuderende møder man mange spørgsmål omkring sit studie; bliver du så skuespiller? kan det føre til noget? er du så total teater-nørd? og så det mest ofte benyttet; er det noget man kan leve af? Det er fremmed for mange, men alligevel spændende og noget mange har overvejet det men alligevel ikke turdet at kaste sig ud i for.. ja når alt kommer til alt så er det en usikker levevej, og nej man kan muligvis ikke leve af det.

Nu er jeg så startet på Nordisk sprog og litteratur, hvilket bestemt også er både interessant og lærerigt. Men men men.. positionen som "en af de der mærkelige hippi-æstetikere" er dog væk og tilbage står gymnaiselærer-stemplet. Vanvittige teaterkarakterer og fortællinger om hor og druk i skoven, som en del af et alternativt performance projekt, udskiftes i disse dage med en gennemgang af Saxos Danmarkskrønike, og teatergenopsætninger af 70'er pornofilm lægges på hylden for en stund. Som min kære mor sagde "så er du rigtig blevet universitetsstuderende nu hva'", og ja den sikre fremtid som mulig gymnasielærer, og mulighed for et rigtigt arbejde (atter en mor-formulering) står nu åben.

Det er ikke min hensigt at nedgøre mit nye studie, som jeg bestemt er blevet rigtig glad for, men blot at støtte mine artsfæller. At starte på ny kan være skræmmende, og man ved pludselig ikke hvilken form for studerende man skal præsentere sig som; er man dramaturgistuderende, nordisk eller en dramaturgistuderende med sidefag på nordisk (som er lidt langt til en hurtig præsentation)? Jeg vil det næste stykke tid formodentlig holde mig til sidste mulighed, for det er dog mit hovedfag der står mit hjerte mest nært, hvilket jo må betyde at det første valg i hvertfald har været rigtigt:)