Det var så det..heldigvis

Så blev det 2. januar, og de sidste nisser er efterhånden på vej tilbage i de mange store kasser med julepynt. Selvom det på mange måder har været en ganske hyggelig jul, er jeg med hukommelsen rettet mod den forgangne uge ganske tilfreds med, at hverdagen snart melder sig igen. Som jeg beskrev i mit sidste indlæg, lå jeg og resten af familien brak i de mest centrale juledage, hvilket ikke placerede dette år på top 10 listen over mest vellykkede juleaftener. Frisk mod var der dog, da Jesper og jeg 5. juledag drog mod Randers for at fejre hans mormors fødselsdag. Men på denne første dag efter opstandelsen fra de (næsten) døde, overfaldes jeg på det groveste af et bornholmerur. Nu skal jeg ikke være den der kritisere godt håndværk, det er dog en gammel dyd at bygge massive urværker, der kan reguleres af et pendul, og de fremstilles faktisk stadig hos en urmager i Rønne efter de gamle procedure - men nej hvor er de tunge! Intetanende placeret i hjørnelænestol væltede pludselig topdelen af mormors gamle bornholmer ned i hovedet af mig - og som hele forsamlingen var enige om, var det imponerende at glasset ikke gik i stykker. Mormor var desuden glad for at hun havde nået at støve den af inden fødselsdagen, for det skulle jo alligevel ikke hedde sig.. Efter dette solide gok i nød og pande, var dejlige svigermor heldigvis klar med et koldt viskestykke til at lindre bulen. Det blev dog nøje diskuteret, hvorvidt frosne asparges gør sig lige så godt som frosne ærter i et omslag, da mormor desværre ikke var leveringsdygtig i ærter. Vi løb risikoen og smed asparges på panden, hvilket jeg tror udførte jobbet ligeså godt som de manglende ærter ville have gjort. Senere på dagen, en hjernerystelse rigere, genså vi længselsfuldt Århus.
Tre dage senere stod nytårsaften for døren, som sammelignet med den forgangne uge gik imponerende godt. Kun et enkelt snit i fingeren til en pigedeltager efter nærkamp med lime, var hvad ulykke sådan en aften kunne byde på. Grønnegadekollegiets festlokale blev fyldt til randen med glitter og mojitos, og de mandlige deltager valgte i år at stå for maden - så kan man vist ikke bede om mere. Jeg tror derfor at jeg vil sætte nytårsaften som mindesmærket for den sidste uge i 2010 og byde 2011 hjertelig velkommen. Godt nytår til alle!