tirsdag den 7. december 2010

Hvornår er de gamle, gamle nok?

Den seneste uges vintervejr har sat sit præg rundt om i hele byen, og guderne skal vide at jeg elsker det. Desværre sætter sneen nogle transportmæssige problemer i gang, som min røde mormorcykel desværre ikke kan klare. Jeg har derfor på det sidste været tvunget ud i rundfarter med de kære, gule bybusser, der bestemt lider af overbelastning i disse dage - men gang på gang må jeg græmmes. I sociologiske analyser er min generation kendt som zappergenerationen, der er vant til at forsvinde ind i vores egen virtuelle verden og vælge frit fra alle hylder. Etiketten har egentlig altid fornærmet mig lidt, da den i nogen grad hentyder en vis uansvarlighed og egoisme, men nu må jeg da bede om mine himmelblå! Den ene snotknejt efter den anden sidder henslængt på de "gode" sæder, mens gamle, 80-årige fru Jensen må stå og svaje i vinden. Jeg græmmes og må sende mine mest belærende panderynker igennem busserne, men det trænger desværre sjældent igennem kæmpe hørebøffer og eftermiddags-morfædre. Ganske vist kan man komme galt afsted i disse tider, hvor man hurtigt fornærmer en 55-årig ved at rejse sig venligt, for "de kan da sandelig godt stå".   Man må altså vælge sine gode gerninger med omhu, da den unge-gamles dag muligvis bliver værre af at blive tilbudt en plads, når hun ved det er med respekt for alderdommen. Jeg vil dog opfordre til lige at tjekke medpassagererne ud - en stok og blomstret hovedtørklæde er ofte en god retningsviser. Derudover lærte jeg i min hjemmehjælper tid/sommer, at kvinders fødder skrumper med årene, så en minisko og lyse nylonstrømper kan også give et rimeligt vink med en vognstang. Sjovt nok bliver visse af de ældre herres kropsdele større, men det bliver et andet blogindlæg når det ikke længere er lykkelig juletid.  

1 kommentar:

  1. Hehee Anita. :) Sandt. Ingen uforskammet ung mand eller dame skal lette sig for mig! Altså med mindre jeg har en rigtig dårlig dag, men så er der sjovt nok aldrig nogen. What? Verden er a lave. (ps. Godt skrevet ellers - som altid)

    SvarSlet