Århus har fået et pornokollektiv

Torsdag den 23. februar tog jeg to gode venner under armen og gæstede Rosenteatrets nyeste forestilling "Af porno er du kommet". Jeg er anmelder på hjemmesiden www.kulturkongen.dk, og får herigennem mulighed for indimellem at se forestillinger gratis - til gengæld for en anmeldelse. En dejlig beskæftigelse for en teaternørd som mig. 

Bagmændene til denne forestilling var Teaterkollektivet Hoit, der indimellem dukker op i det Århusianske vækstlag. På trods af tidligere oplevelser med gruppen, tog jeg dog i teatret med friskt mod og satte mig vel tilrette blandt publikum. "Af porno er du kommet" er historien om to unge mennesker, Michael og Katarina, der på forunderlig vis er bundet sammen gennem deres pornostjerne-forældre. Han er tilsyneladende resultatet af sæd, der er vandret fra mund til mund (heriblandt Katarinas mor) i forbindelse med optagelsen til en..ja voksenfilm, mens hun er undfanget på mere anonym vis. En historie Michael er mindre begejstret for end Katarina. 

De to unge mennesker går filosoferende rundt på scenen, i en nøje fastlagt scenografi. I baggrunden ses silhuetterne af tre - mere eller mindre rytmiske danser, der vrikker i pornobelysning formodentlig for at udpensle den seksuelle stemning der hærger. Ord som "pik" og "fisse" fyger i luften, sammen med tre Ikea klapstole. Skuespillerne kæmper, det skal de have -  men grundet det banale manuskript og den tvivlsomme instruktion, må de se sig slået. Hvad jeg mener om "Af porno er du kommet" står formodentlig klart efterhånden. 

Det er ikke min mission at kritisere den Århusianske undergrund - jeg har skam selv optrådt i den, men det forekommer mig mærkelig at Teaterkollektivet Hoit flere gange slår sig på så billige emner som sex. Tidligere har man kunne se kollektivets to bagmænd kaste sig nøgne rundt på Katapult i stykket "Håndbog i engangsknald" (den ene er en kvinde, skal lige nævnes). Endnu en forestilling, hvis eneste indhold var et forsøg på at provokere med seksuelle termer og meget autentiske positioner. Tænker man over det, er "kollektiv" faktisk et udemærket navn, hvis man associere tilbage til de glade 70'ere. 

Det er muligt, at jeg bare er blevet en gammel og sur dramaturg - oven i købet snerpet måske - men er det virkelig hvad vækstlaget kan? Der var stort bifald til skuespillerne på denne premiereaften i torsdags, der dog var lidt præget af venner-/og famile udseende personer - men alligevel. Der er mange gode teatertilbud i Århus, men det her er bestemt ikke en stjerne til hatten - ikke i denne anmelders øjne i hvertfald. Men mist ikke modet derude, tag ud og se hvad de små teatre kan - men hvis ordet porno/sex eller refererende termer hertil er nævnt på plakatet, så overvej det en ekstra gang - det er alligevel halvanden time af ens liv, man aldrig får igen.      

Ukuleler i Bruun's galleri

En alt i alt god weekend lakker mod enden, og jeg vil kort indvillige mine læsere i søndagens store kulturelle oplevelse. Efter et par hyggelige dage i Thy vandrede jeg frisk og forventningsfuld op ad rulletrappen fra spor 2 på Århus hovedbanegård kl 13.15, og her blev jeg mødt af et gevaldigt menneskemylder. Anledningen var den, at Bruuns galleri har valgt at holde søndagsåbent første og sidste søndag i hver måned, og dette trak åbenbart folk. Et gladeligt gensyn ventede mig ved rulletrappen, da min yndlingsmusiker (og rent tilfældigvis kæreste) og hans to medspiller, Andreas og Mikkel, slog sig løs på deres ukuleler. - Skulle nogen mod alt forventning ikke nikke genkendende til instrumentet, er det kort fortalt en mini guitar med kun fire strenge. De er hver især nogle små originaler, der spiller kopinumre i nye glade arrangementer og former, så i daglig tale hedder bandet ganske enkelt "De Originale Kopier". Omgivet af glade søndagsshoppere satte de midt på denne eftermiddag fuld gang i festen. Der var stor opbakning fra såvel gode venner som almene århusborgere og mange stoppede op for en stund for at svømme lidt hen i bl.a. Aqua klassikere og nye imitationer af Disney ørehængere. Især en yndig lille pige blev forelsket i de tre drenge og fulgte dem trofast rundt i centeret i halvanden time...Åhr hva. En alt i alt dejlig dag med god musik og dejlige drenge.

Er man blevet nysgerrig efter at lytte lidt med, er der god musik at hente på www.deoriginalekopier.dk og på Facebook. :)

Et møde med prinsen

Holder man godt øje i aviser og på nettet, vil man ofte finde mange interessante - og ind imellem gratise  fornøjelser i Århus. Et fænomen der i høj grad varmer et SU hjerte, som er placeret midt i centrum af fristelser og fornøjelser. Denne formiddag har jeg eksempelvis tilbragt på (eller rettere foran, selvom scenerummet kun i et begrænset omfang er afmærket i dette tilfælde) Scala scenen på Århus Teater, hvor den klassiske Bergman forestilling "Scener fra et ægteskab", holdte åben prøve. Jeg synes, det er utrolig fedt, at Århus Teater vælger at invitere et prøvepublikum ind midt i et prøveforløb, hvor replikker og koreografi stadig ikke sidder fast. Undervejs afbrød instruktøren  de to skuespillere og spurgte publikum til råds i situationer, hvor de ikke vidste, om det pågældende budskab gik igennem. Personligt kunne jeg selv bryste mig af et par kommentarer, som tilsyneladende blev taget til efterretning - man er vel dramaturg.

Jeg var i dag taget alene afsted, selv om jeg ofte hiver min kæreste, Jesper med, for at forsøge at påvirke den efterhånden voksende teaterglæde. Egentlig har jeg aldrig brudt mig om at tage i teatret alene, men til sådanne arrangementer, må fordres en lille teaternørd, og sådan en var ikke lige ved hånden. I dag spillede det dog ikke den store rolle, for optagetheden af prøverne og - hold nu fast - den mandlige hovedperson, Jens Zacho Böye, var rigelig underholdning. Tænker nogen nu mod al forventning, hvem er denne Böye, må jeg blot vende blikket mod himmelen og græmmes. Hankøn kan muligvis undskyldes, og til Jer kan jeg oplyse at Stine Stengade nydeligt spiller den kvindelige hovedrolle, men piger tænk tilbage! I 1986 rullede han, som prinsen Valentin, første gang over skærmen..

Hvem husker ikke den lækre mand på sin hvide hest? Hvem mindes ikke hvordan, han redder Miamaja fra storm og slud? Og lækrest af alt, hvem husker ham ikke siddende lænket hos Kristoffer Tårngemmer?  Om ikke andet så husker jeg det i hvertfald, og selvom hårpragten er formindsket væsentligt og kroppen blevet lidt større siden 1986, så er han stadig utrolig charmerende. Man kan ofte finde ham i Århus Teaters forestillinger, men især i "Scener fra et ægteskab", følte man en særlig forbindelse til den gamle prins. Ikke fordi den mandlige hovedperson, Johan, er særlig sympatisk ellers, men han gemmer på det samme glimt i øjet som Valentin. Forestillingen har premiere den 11. februar, og jeg vil varmt anbefale den til alle der trænger til lidt prins. Jeg tror i hvertfald ikke, at der bliver et sæde tørt..:)

Lad os nu bare..:)

Det kommer muligvis ganske uventet for nogle læsere, og det er måske heller ikke den mest hippe betegnelse en 23-årig pige/kvinde kan få - Jeg har aldrig fundet ud af hvor skellet mellem pige, kvinde og dame går, og det forvirrer mig at blive kaldt alle tre ting i forskellige sammenhænge - men undertegnede hunkøn er altså royalist. Derfor var det også med stor entusiasme jeg i fredags så tv2's samlede reportage fra dagens forløb, hvor de nye royale tvillinger for første gang blev vist frem. Selv var jeg i vuggestue og passe 36 andre børn på selve tidspunktet, men en vaskeægte Jes Dorph og Ulla Terkelsen opsamling kunne også gøre det. Jeg ved godt at debatten omkring monarkiets eksistensgrundlag, ofte gløder over et glas rødvin i de små danske hjem, men jeg synes man skal lade de små royalister (og småskrukke fødedygtige piger/kvinder/damer) nyde synet af så yndige børn.

Det er muligt at Bo og Lis på Herlev sygehus kan leverer ligeså yndige tvillinger, eller at der fødes 54 børn i sekundet verden, eller at sendefladen spoleres for de fem personer der stadig følger "Det lille hus på prærien" om eftermiddagen, eller at kongehuset er forældet (jvf. heftig debat på tv2's hjemmeside)..men lad os nu bare! Mine egne 36 vuggerbørn er skam også fantstiske, på trods af at de er født på Århus Kommunehospital og ikke en luksussuite på Riget. Men men men.. royale tvillinger er en sensation, og det kan ingen mavesure debatter tage fra os, selv om læsere/seere på tv2's hjemmeside gør et ihærdigt forsøg. Hvorvidt kongehuset har relevans i dag, eller om den presse de giver kan veje op for deres årsløn, skal jeg ikke gøre mig klog på. Det må være de kære økonomer, og andre fagfolk der kan vurdere den sag. Personligt elsker jeg kongehuset, og synes det giver os noget eventyr og magi i hverdagen, ligesom det har en vis charme at være et af verdens ældste monarkier. 

Hver sin smag dog. Min egen hobby svæver eksempelvis ikke omkring cykelstel, og det ærger mig da ærlig talt lidt, når Tour de France hver sommer fylder så meget på tv. Jeg agter dog ikke at skrive et mopset debatindlæg, der skal fordrive alle andre end mine interesser fra tv...lad dem der vil se cykling se cykling og lad mig svømme hen i prinsessedrømmen:) Det må da også være en hård mand og pige/dame/kvinde der kan betragte en så sød prins og prinsesse med babyer i hånden uden at slippe et smil:). Det var bare min mening..

Hvornår er de gamle, gamle nok?

Den seneste uges vintervejr har sat sit præg rundt om i hele byen, og guderne skal vide at jeg elsker det. Desværre sætter sneen nogle transportmæssige problemer i gang, som min røde mormorcykel desværre ikke kan klare. Jeg har derfor på det sidste været tvunget ud i rundfarter med de kære, gule bybusser, der bestemt lider af overbelastning i disse dage - men gang på gang må jeg græmmes. I sociologiske analyser er min generation kendt som zappergenerationen, der er vant til at forsvinde ind i vores egen virtuelle verden og vælge frit fra alle hylder. Etiketten har egentlig altid fornærmet mig lidt, da den i nogen grad hentyder en vis uansvarlighed og egoisme, men nu må jeg da bede om mine himmelblå! Den ene snotknejt efter den anden sidder henslængt på de "gode" sæder, mens gamle, 80-årige fru Jensen må stå og svaje i vinden. Jeg græmmes og må sende mine mest belærende panderynker igennem busserne, men det trænger desværre sjældent igennem kæmpe hørebøffer og eftermiddags-morfædre. Ganske vist kan man komme galt afsted i disse tider, hvor man hurtigt fornærmer en 55-årig ved at rejse sig venligt, for "de kan da sandelig godt stå".   Man må altså vælge sine gode gerninger med omhu, da den unge-gamles dag muligvis bliver værre af at blive tilbudt en plads, når hun ved det er med respekt for alderdommen. Jeg vil dog opfordre til lige at tjekke medpassagererne ud - en stok og blomstret hovedtørklæde er ofte en god retningsviser. Derudover lærte jeg i min hjemmehjælper tid/sommer, at kvinders fødder skrumper med årene, så en minisko og lyse nylonstrømper kan også give et rimeligt vink med en vognstang. Sjovt nok bliver visse af de ældre herres kropsdele større, men det bliver et andet blogindlæg når det ikke længere er lykkelig juletid.  

24 plus en sjat tilbage

Da det i dag er den 24. november, må der bestemt kunne argumenteres for at påbegynde årets vigtigste begivenhed - nemlig julepyntningen. På trods af modstand fra den øvrige beboer i huset (to hvis vi tæller hamsteren, Josefine med, der trods alt sætter pris på nissen i buret), kastede jeg mig i går over projektet. De faste læsere vil vide, at jeg konstant forsøger at ignorere den bacheloropgave der skal afleveres den 14. december, og dette var derfor en god overspringshandling nr. 227. Jeg vil ikke fortælle meget om pynten, men i stedet illustrere med billeder fra resultatet, der forhåbentlig inspirere jer andre. Mængden fra alle pyntekasserne er ikke helt tømt, men der skal jo også være lidt spredte fornøjelser de næste dage:)

Når vejrguderne tildækker Århus med sne, må det også været et hint om at julen nærmer sig...

Spredt i Horsens

Denne weekend har stort set budt på lutter lækre sager med både mad og musik. Min tvillingesøster og næststørste storebror kørte lørdag formiddag hele vejen fra det mørke vestjylland til Århus for at shoppe og hygge med Jesper og mig. Dagen bød selvfølgelig på en tur i den nyåbnede HM ved clemensbro, hvor Henrik meget tålmodigt satte den entusiastiske mine på, og fulgte søs og jeg rundt på samtlige kvadratmeter af strik, hårbånd, tasker og vanter. Det skal siges at anledningen til besøget i stor grad bar præg af, at vi sammen skulle til Fairport koncert i Horsens om aftenen og derfor ville hygge og køre sammen. I HM skete det som altid sker. Forelskelsen falder på fantastiske, unødvendige og overpris-ede nedredele (ses til højre)..men ja ja man skulle jo til koncert.


De små sorte ringe er læderlapper der er syet på med meget lidt sytråd, hvilket er årsagen, til jeg kunne finde dele af mig selv spredt i Horsens. Allerede inden vi forlod lejligheden for at drage mod musikkens tinder, var de første fem faldet af, men det må man vel forvente tænkte jeg og samlede dem optimistisk sammen med den hensigt at sy dem på igen senere (endnu en oplagt overspringshandling). Desværre dryssede sagen atter og atter, i bil, på parkeringspladsen og rundt omkring på Horsens ny teater. Da vi efter to timers koncert drog hjemad, kunne jeg se mine spor markeret, ganske som når Kingobarn lægger knaseguffer ud til Haffelaffen. Øv og øv til den fantastisk nedredel der nu må bringes tilbage til HM efterfulgt af en pose læderlapper. Så piger hold jer fra den!


Det skal forøvrigt nævnes at det trods alt var en fantastisk koncert, og at de tre ud af fem herre straks hastede til foyeren, hvor der kunne snakkes og signeres. Her er en lille smagsprøve på min personlige yndlings melodi

Kom i sving - kom i gang

Lige med undtagelse af den 5. november kan november for mig godt synes som lidt af en dvale måned. Vejret bliver koldt, det bliver tidligt mørkt og folk begynder at finde den store vinterindpakning frem. Mit humør opmuntrer bestemt ikke til aktiv BA skrivning og dybe syntaktiske fordybelser, men det er nu engang virkeligheden for hårdtarbejdende Nordisk studerende - og sikkert mange andre læsevæsner. Midt i en overspringshandling fik jeg dog i går en velfortjent opsang, i form af et nostalgisk gensyn med barndommen. Alletiders Julemand landede i torsdags på mit fødselsdagsgavebord, og den skulle selvfølgelig afprøves, især nu da den 4. Pyrus julekalender i rækken om 22 dage ruller over skærmen.
                                                        
Hør den - glæd dig ved gensynet - og tag budskabet til efterretning, hvis overspringshandlingerne (så som dette blog indlæg) også stjæler lidt for meget af din tid:)

Kastrerer vi dem helt?

Efter en lang uges venteri på kollegiets kære boremaskine, forbarmede min kære lillefar sig i dag over mig og sørgede for, at badeænderne kom på rette hylde. Problemet har indtil nu bestået i to billedhylder, der har skulle fuldende mit projekt i at forvandle Jespers og mit soveværelse til en pigedrøm af hygge. Ænderne er portrætteret på postkort og er blot en del af den udsmykning, der nu hersker sammen med vaser og stearinlys over sengen. For mig er drømmen nu fuldført, efter at have samlet Jespers tidligere musiklokale til at fylde knap to kvadratmeter i et aflukket hjørne. Alligevel gnaver samvittigheden lidt, når jeg tænker på hvor stor en del af musikinteressen, der på tre år er formindsket i lejligheden og udskiftet med dekorationssten og strikkekurve. 


Men gad vide hvor slemme drengene egentlig synes vi er, når de weekend efter weekend hives med i Ikea - eller sendes ud på egen hånd i sengetøjets jungle for at jagte lilla linned med heste og dådyr? Selvfølgelig har nogen af dem udviklet en interesse for boligstil med tiden, jeg kan da nævne eksempler, men måske er essensen simpelthen, at de stadig er ligeglade men forstår bæreproblematikken. Den ungkarlelejlighed jeg blev præsenteret for for fire år siden, ligger i hvert fald noget langt fra det hjem vi nu har bygget, der nok nærmere er en udvidelse af mine 28 kvadratmeter fra dengang. Når jeg ser på mine veninder, er det tydeligt, at vi ikke står alene med boligudviklingen - men hvorvidt vi tøser kastrerer drengene, eller de bare føjer os (med sjofle udsigter for øje) står uvist.   


Dirch Passer sagde en gang "at kvinder bruger første halvdel af ægteskabet på at slibe mandens kanter af, og resten på at efterlyse den mand hun giftede sig med". Jeg vil lægge min lid til, at fyrenes mandighed ikke bliver slebet af men i stedet forstærkes, når de med arbejde og armkræfter hjælper kæresten med at føre hendes boligdrømme ud i livet. Hulemanden som skaffedyr, nu i skjorte, kan helt sikkert stadig bringes til torvs, men i stedet for vildsvind er det nu en stol i hvidt kunstlæder, der smækkes på bordet. Dette er i hvert fald den forklaring jeg trøster mig med, og vil derfor gerne råbe højt HURRA for den moderne mand! 

Den er tilbage!

 Nu har det efterhånden været efterårsferie i fem dage, så tiden må efterhånden være inde til at lægge bøgerne lidt til side og dele min seneste, fantastiske opdagelse i det danske land - nærmere bestemt hos Rema. Da jeg i mine spejderdage for 8-9 år siden hvert kvartal drog på spejderlejr i vakseægte orange, utætte telte var det aldrig uden en speciel ingrediens. Det blev dengang opbevaret i en lille blå pose med røde og gule effekter - nemlig Hot tomato fries fra Estrella (i daglig tale "de gode tomatchips"). Uundværligt når man flere dage i træk måtte leve af div. bålretter og snobrød. Desværre ændrede disse himmerigsmundfulde smag med årene, hvorfor chipsproducenterne gør det har jeg aldrig forstået - man bør da ikke reparere noget der ikke er i stykker? De har både mistet det massive røde krydderi og fået en besynderlig bitter smag.. Men, men, men nu har Taffel sandelig taget bukserne i den anden hånd og genskabt de oprindelige Hot Tomato Fries oven i købet i en embellage der minder om den oprindelige! Jeg kan ikke beskrive, hvor mit nostalgiske hjerte glædes når de atter indtages ganske som i de gode, gamle dage. 

      Her er de så fotograferet direkte fra Remas chipshylde - og til kun 16 kr.

Efterår

De seneste par dage har for mig været et glædeligt gensyn med efterårets glæder! Ganske vist holder jeg meget af sommer og softice, men der er nu alligevel noget fantastisk hyggeligt ved at putte sig ned i slumretæpppet mens regn og vind slår imod ruden. Udover putte-potientialet er der jo også det, at efterår betyder kastanjer - og kastanjer betyder kanstanjedyr! Det slog mig forleden dag, da jeg atter kæmpede min bedstemor cykel opad Randersvej og fik øje på den mængde kastanjer der lå langs cykelstien. I begyndelsen forsøgte jeg diskret at bøje mig henkastet over cyklen og samle de kære nødder op, men den store mængde tvang mig efterhånden definitivt af cyklen. Fuldstændig optaget af mit projekt fyldte jeg lommer og cykelkurv (undervejs gokket på cykelhjelmen af en forbicyklende studiekammerat) til jeg hastigt måtte ile mod Nobelparken. Senere på dagen blev nogle af kastanjerne omsat til giraffer indtil efterårets anden yndlingsbeskæftigelse overtog.

..Lige præcis, strikning! For halvanden måned siden kastede jeg mig ud i et halstørklæde, der endte med at indeholde 800 meter garn (eksklusiv frynser). Fint er det ganske vist blevet, men det fik mig til at overveje alternative muligheder inden for håndarbejdskunst. Heldigvis introducerede en veninde mig nyligt for det seneste "quick knitting", der mest af alt minder om udvidet fingerstrik. På den måde kan en sok faktisk produceres på få dage, og telefonregningen formindskes væsentlig i akut-strikke-hjælp. Jeg har her til venstre indsat et billede af de samlede bedrifter, med en næsten færdig blå sok. Jeg vil gerne anbefale metoden til alle hygge-glade gutter- og gutinder der trænger til lidt hyggebeskæftigelse. Alle tingene kan købes hos Pandurohobby for tiden, og sikrer et godt, solidt bedstemorprædikat :) 

Elsk mig i nat..oooh no

Ja ja ja.. når rollelisten byder på Annettte Heick og Szhirley som topnavne burde alarmklokkerne for alvor ringe. Alligevel vovede undertegnede lille, musical- og glitter elskende pige sig alligevel i Århus Musikhus i går aftes for at opleve dette års bedst sælgende forestilling - Især baseret på dette billede, der river i fan-generne for vores allesammens Charlotte Fich, som jeg var så heldig at interviewe for otte år siden (og siden selvfølgelig har fulgt i tykt og tyndt).

Ret skal være ret - musikken var hyggelig og nostalgi og glitter var der nok af! Desværre begår de kommercielle forestillinger ofte den fejl, at de hyre sangere til at være skuespillere og skuespillere til at være sangere (hvor frk. Heick kategoriseres må stå som et åbent spørgsmål), hvilket så sandelig også gjode sig gældende i denne omgang. Alt dette kunne dog være tilgivet, hvis man blot ikke havde forsøgt at samle 80'ernes store hit, til en "hjerteskærende" historie om den smækre Szhirleys (alias Sui) tragiske skæbne. Hun rammes af en dødbringende sygdom og forsøger at forene sin datter med hendes far og samle sit gamle band i en stor harmoni. En sådan historie kan da kun ende i mismask når den forenes med glitter og 80'er pop i en stor pærevælling. Den følelse jeg efter 20 min sad med, kategoriseres nærmere at dette billede

Annette Heick med krykker og klap som forestillingens klovne figur

Jeg må dog indrømme at jeg og min medgænger, Stine, var nær de eneste som ikke var ovenud begejstert for denne oplevelse. Allerede inden forestillingen var slut, stod den på stående bifald til sidste omgang "elsk mig i nat"-musik og senere fem indkaldelser. Jeg skal bestemt ikke gøre mig til dommer over god smag, men den store begejstring overraskede mig alligevel enormt, da jeg undervejs ærgede mig over at forestillingens bagmænd ikke havde større respekt for et publikum. Måske har to år på dramaturgistudiet skadet, eller også var venner og famile stærkt repræsenteret i forsamlingen..vi kan ikke vide det. For mig var det blot et glædelig gensyn da jeg kvart over ti blev forenet med Dansk Litteraturs historie, der spændende berettede om Folkeviser i 1500-tallet.