Det pokkers studie..

Endnu en gang har jeg placeret mig selv på læsesalen i Nobelparken. Koncentrationens højborg, den flittige elevs hjem og udgangspunkt for forbavsende mange overspringshandlinger. Vi HAR det hårdt, vær endelig ikke i tvivl om det. Når I hører universitetsstuderende beklage fakulteternes manglende talent for planlægning, eksamensræs og påbegyndende stressymptomer skal det tages alvorligt, for det er bestemt ikke lutter lagkage. Et mere overbliks-havende eksamenssekretariat ville frigøre meget tid, der ellers bruges til brok og klage henover strikketøjet (og indimellem resulterer i en tabt maske).

December skal og må ødelægges hvert år, når undervisere og studieordninger begynder at indkræve opgaver, der ærlig talt tager vigtig tid fra kagebagning og hjertefletning. Det er jo ikke os, der har opfundet julen, men som nordisk studerende er det simpelthen vores pligt at holde traditionerne i hævd. Klejnerne koger jo ikke sig selv, og Ikea kageformene (der har stået klar siden januar) skal da have dej at rive i. I år har jeg endda endnu flere bekymringer, da det store julelandskab netop har mistet sin sædvanlige plads i bogreolen til fordel for - hold nu fast - bøger. Jeg må snart bede om mine himmelblå. Generelt set må der siges at være en lille brokstemning florerende på uni, når det hvert år går op for os, at når studievejledere siger "At studere er et heltidsjob", så er der noget om det. Men men...Vi holder fanen højt og strider os gennem semesterplanernes sidste krampetrækninger - det er trods alt, hvad kendetegner den sande studerende. Det lykkes som regel at få vaniliekransene i hus, og stuen bærer da efterhånden præg af Gertrud Sands julestue når december nærmer sig, men det er kun ved hjælp af en sand viljestyrke.

Selvom meget mere kunne skrives om emnet, slutter jeg nu - da teksten der ligger ved siden af mig, ser så truende og vigtig ud. Der skulle jo gerne være tid til lidt strikning i aften for at kompensere for den hårde dag på læsesalen..Puha!    

"Efter Aftale vil jeg uden videre Omsvøb begynde paa mit LevnetLøb"

Ovenstående titel har været genstand for min fulde opmærksomhed natten igennem, og er formodentlig en af de sætninger der aldrig viskes af min indre nordisk-tavle. Undres man over de stor bogstaver, skyldes de ikke akut søvnmangel, men blot det faktum at sætningen er hentet fra en tekst skrevet i 1700-tallet, hvor navneord skrives med stort begyndelsesbogstav. Bagmanden er vores store, nationale digter, Johannes Ewald, som de fleste formodentlig kender som bagmanden til "Kong Christian stod ved højen mast". Selvom han mest er kendt for lyriske og dramatiske værker har jeg ugen igennem tygget mig igennem hans store prosaiske værk "Levnet og Meeninger", der netop beskriver hans levnetløb. I dag ville man sikkert kategorisere den for en yderst eventyrlig selvbiografi, men betegnelsen var altså ikke opfundet på daværende tidspunkt. Den er bestemt læsværdig, hvis man er til de store nationale skatte, men det er nu ikke pointen med dette indlæg.  

Universitetet gør os små neurotiske, og de normale prioriteringer flyttes i eksamensperioder lidt rundt i systemet. Vi lever af usunde mængder kaffe, forvander boligen til en mindre version af Statsbiblioteket  og udvikler overspringshandlinger man aldrig troede kunne forekomme. Derudover begår jeg altid den fejl, at betragte de studiefrie dage - tiltænkt opgaveskrivningen - som oplagte til lidt ekstra vikartimer. "Vi kan jo sove når vi bliver gamle" som det så ofte - og sjovt nok stadig ufattelig morsomt udbrydes af diverse vårharer. Personligt bliver jeg en smule pirrelig, hvis ikke i hvertfald syv timer kommer i hus. Et sjovt fænomen, som jeg indtil for nylig troede jeg var ene om, er den utrolig konstruktive tankegang. Når opgaver skal afleveres kl 12.00 cykler vi alle hjemmefra i passende tid, så vi - i tilfælde af at vi havner i en trafikulykke med brækkede arme og ben, har tid til at guide ambulanceføreren forbi Nobelparken. Personligt sender jeg altid opgaven afsted med e-mail, så det i tilfælde af røveri op ad Randersvej vil være muligt at lave et nyt print på uni i god tid. Alle de ting der virker så skræmmende i hverdagen, bliver i disse dage uheldige forhindringer, der skal overvindes. Skulle Mount Everest nogensinde krydses af en universitetsstuderende, kunne man passende placere afleveringsdisken på på toppen og sende et hold med 3. forsøgsopgaver (hvilke er sidste chance for et "bestået") afsted.  Efter blod, sved og tåre skal det aldrig forekomme, at en færdig opgave ikke når eksamenssekretæren i passende tid. Koste hvad det koste vil. 

24 plus en sjat tilbage

Da det i dag er den 24. november, må der bestemt kunne argumenteres for at påbegynde årets vigtigste begivenhed - nemlig julepyntningen. På trods af modstand fra den øvrige beboer i huset (to hvis vi tæller hamsteren, Josefine med, der trods alt sætter pris på nissen i buret), kastede jeg mig i går over projektet. De faste læsere vil vide, at jeg konstant forsøger at ignorere den bacheloropgave der skal afleveres den 14. december, og dette var derfor en god overspringshandling nr. 227. Jeg vil ikke fortælle meget om pynten, men i stedet illustrere med billeder fra resultatet, der forhåbentlig inspirere jer andre. Mængden fra alle pyntekasserne er ikke helt tømt, men der skal jo også være lidt spredte fornøjelser de næste dage:)

Når vejrguderne tildækker Århus med sne, må det også været et hint om at julen nærmer sig...

Kom i sving - kom i gang

Lige med undtagelse af den 5. november kan november for mig godt synes som lidt af en dvale måned. Vejret bliver koldt, det bliver tidligt mørkt og folk begynder at finde den store vinterindpakning frem. Mit humør opmuntrer bestemt ikke til aktiv BA skrivning og dybe syntaktiske fordybelser, men det er nu engang virkeligheden for hårdtarbejdende Nordisk studerende - og sikkert mange andre læsevæsner. Midt i en overspringshandling fik jeg dog i går en velfortjent opsang, i form af et nostalgisk gensyn med barndommen. Alletiders Julemand landede i torsdags på mit fødselsdagsgavebord, og den skulle selvfølgelig afprøves, især nu da den 4. Pyrus julekalender i rækken om 22 dage ruller over skærmen.
                                                        
Hør den - glæd dig ved gensynet - og tag budskabet til efterretning, hvis overspringshandlingerne (så som dette blog indlæg) også stjæler lidt for meget af din tid:)

Søvn er ikke en dans på lagkage

Når man har tilbragt en passende mængde tid på et humanistisk studie, vil man opdage, at det man før betragtede som weekendberettiget, pludselig bliver hverdagens døgnrytme. Forelæsninger der først begynder om eftermiddagen indbyder til lange morgener - og aftenerne tilsvarende sene. Dette er i og for sig også udemærket, og hvordan dagen vendes kan vel være op til den enkelte person. Problemet opstår når den humanistiske døgnrytme skal forenes med arbejdslivet, der på mystisk vis sniger sig ind, når man som jeg ser visse problematikker i at leve i Århus på Statens Uddannelsesstøtte.

Igennem det meste af sommerferien har jeg arbejdet i en dejlig vuggestue i Risskov, der har været så søde at beholde mig som tilkaldevikar efter studiestart. Nu er det så blevet september, og russerne (de nye 1.års elever) drager på alkoholiserende hytteture for at komme hinandens ved. Dette har betydet undervisningsfrie dage for de gamle, og hvilken bedre måde at tilbringe disse end sammen med 1-3 årige unger der kalder på "Nida"?  Men disse dage har for alvor krævet en revision af dagenes søvnforløb.

Når vækkeuret står på 05.15 tilsniger jeg mig i løbet af morgenens ritual alle de blunde-pauser jeg kan komme til; med hårtøren, ved havregrødsindtagningen og desværre, desværre også når tidens obligatoriske knold midt på hovedet skal fikseres (frisuren som giver daglige kvaler, da den udelukker brug af cykelhjelm). I morges indså jeg at jeg burde være gået i seng tidligere, da jeg med lukkede øjne tømte en halv deodorant i håret i stedet for hårlakken. Senere på dagen, på Sommerfuglestuens badeværelse, forekom en situation jeg på ingen måde var pædagogisk eller overvågenhedsmæssigt gearet til. En toiletsituation med en 2½-årig dreng, der vælger at fremføre sin tissemand med fremskudt underliv op i hovedet på mig, imens han cool siger "hva så?". Skulle man have taget en lærerrig og hyggelig samtale med barnet omkring badeværelsepolitik? Selvfølgelig.. I stedet vælger jeg gabende at sige "det der kan jeg simpelthen ikke forholde mig til lige nu", og bliver svaret med en bar numse.   

I morgen er mødetidspunktet mere humant, men jeg tror alligevel, at jeg efter aftensmaden vil begynde at søge dyner. Så er jeg i topform til nye børneproblematikker i morgen, hvor jeg forhåbentlig atter mødes med et "der kom Nida endelig.."

Fagene skifter - fra Brecht til Saxo

Identitetskrise, præstationsangst og en undren over livets mange muligheder i almindelighed, det er hvad der dukker op på lystavlen, hvis man som jeg i disse dage forsøger sig med et par nye fodspor. Jeg er ikke ene, og jeg ved at mange vil dele min bekymring, alle der nys er udsprunget som sidefagsstuderende.
De sidste to år er blevet brugt til, at forene sig med den vej, man nu engang - og endelig - har valgt. Man forener sig med det mærkat man tildeles, men pluselig bliver den karakter man har opbygget nedbrudt og nye mennesker skal nu forholde sig til en. Det lyder muligvis en anelse overdrevet, og at begynde på et nyt studie er selvfølgelig i høj grad spændende og udfordrende. Nye mennesker giver mulighed for at starte på en frisk og en ny fredagsbar vil jo altid åbne døre. Alligevel tænker jeg mig ofte tilbage til de trygge rammer på den gamle kaserne, der huser de æstetiske fag i Århus. Som dramaturgistuderende møder man mange spørgsmål omkring sit studie; bliver du så skuespiller? kan det føre til noget? er du så total teater-nørd? og så det mest ofte benyttet; er det noget man kan leve af? Det er fremmed for mange, men alligevel spændende og noget mange har overvejet det men alligevel ikke turdet at kaste sig ud i for.. ja når alt kommer til alt så er det en usikker levevej, og nej man kan muligvis ikke leve af det.

Nu er jeg så startet på Nordisk sprog og litteratur, hvilket bestemt også er både interessant og lærerigt. Men men men.. positionen som "en af de der mærkelige hippi-æstetikere" er dog væk og tilbage står gymnaiselærer-stemplet. Vanvittige teaterkarakterer og fortællinger om hor og druk i skoven, som en del af et alternativt performance projekt, udskiftes i disse dage med en gennemgang af Saxos Danmarkskrønike, og teatergenopsætninger af 70'er pornofilm lægges på hylden for en stund. Som min kære mor sagde "så er du rigtig blevet universitetsstuderende nu hva'", og ja den sikre fremtid som mulig gymnasielærer, og mulighed for et rigtigt arbejde (atter en mor-formulering) står nu åben.

Det er ikke min hensigt at nedgøre mit nye studie, som jeg bestemt er blevet rigtig glad for, men blot at støtte mine artsfæller. At starte på ny kan være skræmmende, og man ved pludselig ikke hvilken form for studerende man skal præsentere sig som; er man dramaturgistuderende, nordisk eller en dramaturgistuderende med sidefag på nordisk (som er lidt langt til en hurtig præsentation)? Jeg vil det næste stykke tid formodentlig holde mig til sidste mulighed, for det er dog mit hovedfag der står mit hjerte mest nært, hvilket jo må betyde at det første valg i hvertfald har været rigtigt:)